Indlæser...
Christens nekrolog
Kristen Østergaard,
Emb.
Det var med vemodige Følelser, at jeg modtog det tunge Budskab om Kristen Østergaards Død. Vel havde jeg alt længe set den snigende Sygdoms nedbrudende Virkninger paa hans Ungdomskraft - vel havde jeg ogsaa anet, at Døden vilde blive Udgangen - - - men at, saa brat!
Hvem havde anet dette?
Den bratte Død lærer Mennesker ret for Alvor den Sandhed at kende: at vi kun ejer paa Borg, hvad vi tror er vort sikre Eje i denne Verden - kun en stakket Tid ejer vi hinandens Kærlighed og Venskab, saa brister det og svinder med Døden.
Ja, det sikre Eje forsvinder og efterlader en tom Plads, hvori der først bliver Plads for Sorgen og Savnet, senere for Mindet og Haabet.
Nu er der Sorg: i Hjemmet, den snævreste Kreds, hvor en Fader og Moder, stum af Sorg, hvileløs vandrer om, fordi dette Hjem ligesom er blivet et andet ved en inderlig elsket Søns bratte Død. Der er ogsaa Sorg: i Vennekredsen, den videre Kreds, af yngre og ældre Venner, der i Kristen Østergaard ikke blot saa en ualmindelig tiltalende ung Mand, som man uvilkaarligt maatte holde af.
Ja, for alle, der kendte Kristen Østergaard, betyder hans Død et knugende Savn - men naar dette har fortaget sig, saa vil vi glædes ved Mindet om Kristen Østergaard i haabet paa Gensynet med ham.
Det Minde, der først og sidst møder frem i min Erindring om Kristen er Mindet om et lydhørt Menneske, hvor var han lydhør for "alt stort og skønt herneden!" Lydhør overfor sine Forældres Ønske, sine Søskendes smaa Sorger og store Glæder - over for de Rørelser, der gik igennem vort Folkelivs mange Foreteelser, men først og sidst overfor sin Samvittighed.
Lydhør over for de bedste, og det bedste dannede sikkert Undergrunden for et andet Træk i hans karakter: Lydighed. Der var faa Mennesker, der som Kristen Østergaard var lydig overfor sine Omgivelser og sig selv - og aldrig følte man, at det var noget paataget, nej, det var ægte, thi det var i Pagt med Kærligheden, til ham, som er de virkelig lydhøre og lydiges Herre.
Ja, lad saa disse Par fattige Ord blive et lille Mindeblad i den Krans af Ord og Tanker, der i kommende Dage slettes,
Dig, Kristen Østergaard, til Ære!
Valdemar Rasmussen.
1892 - 1913 (20 år)