Avisudklip

» Vis alle     «Forrige «1 ... 195 196 197 198 199     » Lysbilledshow

Vendelboer uden for Vendsyssel:

Slyngler og gode mennesker - dem finder man overalt!

Samtale med overlæge Ole Bouet, amtssygehuset i Brørup

- Blev De læge i kraft af et kald?

- "Kald" - det er et stort ord. Jeg blev læge, fordi jeg paa et tidligt tidspunkt slet ikke nærede tvivl om, at det jo var d e t, jeg ville være.

- De har gaaet i skole i Øksenhede, Sæby og Aalborg - hvordan faldt De som "bondestudent" til i København?

- Glimrende! Jeg boede paa Regensen sammen med et hundrede andre "bisser" - og vi havde det dejligt!

- Min mand, indskyder fru Bouet, taler altid om sine studieaar, som andre taler om deres soldatertid!
- Ja! eksploderer overlægen - for d e n g a n g levedes der endnu et rask, frit og muntert studenterliv. Nu gifter studenterne sig hyppigt, saa snart de har taget første del! Og saa er sammenholdet med kammeraterne forbi. Ikke noget med glade gilder og vældige diskussioner paa værelserne. Næh, hjem til konen! - hjem at vaske bleer!

Ikke lutter idyl i Brørup

Overlæge Bouet slaar opgivende ud med haanden og skænker sig en ekstra kop kaffe. Vor "seance" - som han kalder interviewet - finder sted i overlægeboligen ved amtssygehuset i Brørup. Egentlig er "seancer" ham meget imod, men da han hørte, det drejede sig om serien "Vendelboer uden for Vendsyssel", gav han brummende efter.
Vendelbo er han nemlig - og det med hud og haar. Lidt af en ekspert i landsdelen dialekt og stadig nær knyttet til hjemstavnen, hvor en bror driver fødegaarden, mens en anden bror har sin egen gaard i nærheden.

- De har rejst meget, inden De for snart 23 aar siden slog Dem ned som chef for sygehuset her?

- Jeg har haft den lykke at se mig godt om, inden jeg slog rod -ja! Først reservelæge paa Mors i et par aar, saa studierejse til Paris, saa til Næstved, saa turnus-kandidat paa kommunehospitalet i København. Her fik jeg lejlighed til at gøre et par vidunderlige ture som skibslæge med en af de gamle Amerikabaade derefter Gentofte amtssygehus, saa 1. reservelæge i Horsens - og endelig fem aar som reservelæge paa Aalborg kommunehospital, før jeg i 1934 fik stillingen som overlæge her i lillebyen Brørup.

- Hvor alt siden har været en lang idyl!

- Det vil jeg nu ikke sige! Det var f.eks. ikke meget idyllisk ved hin mærke januarnat i 1943, da tyske soldater brød ind i denne villa for at arrestere mig og via Bramminge slæbte mig med til en uvis skæbne i Gestapo-hovedkvarteret i Esbjerg. Naa! Det blev nu kun til 4½ maaned i Frøslev.

Over al beskrivelse grufuldt

- Men det kunne vi jo ikke vide, bemærker fru Bouet. I virkeligheden var det over al beskrivelse grufuldt. Det var jo i den tid, folk blev skudt for et godt ord. Især læger syntes Gestapo i den periode at være ude efter. Læger var netop blevet myrdet i Esbjerg, i Vejle, i Odense, i København. Jeg anede ikke mine levende raad, men følte, at noget maatte der gøres. Jeg fik saa i min forvirring den ide at bevæbne mig med et eksemplar af Haag-konventionen! Med det under armen drog jeg til Esbjerg for at prøve at overbevise rette vedkommende om det komplet ulovlige i min mands arrestation!
Overlæge Bouet kan her ikke tilbageholde et latterudbrud - samtidig med at han beundrende ser paa sin kone, der imidlertid roligt fortsætter:
- Jeg havde ikke netop suckes! Jeg blev simpelthen - som et menneske, der ikke var ved sit fulde fem - smidt ud med samt min Haag-konvention.
- Det værste, erklærer overlægen, var selvfølgelig uvisheden. Man anede ikke, om man var købt eller solgt. Gennem kriminalpolitiet har jeg senere erfaret at jeg faktisk var "solgt". Mine papirer bar paategning om, at jeg skulle sendes til Tyskland. det blev i stedet - takket være Bernadotte og hans hvide busser - til Sverige.
Egentlig overlast led jeg ikke. Kun havde min kones dristige optræden paa slap line bevirket, at jeg var kommet på den sorte liste, saa jeg ikke maatte modtage pakker hjemmefra.

- Hvilket saa igen bevirkede, at min mand var frygtelig tynd, for ikke at sige helt afpillet, da jeg endelig fik ham tilbage!

Om lægekunst og socialforsorg

- De spørger om andre rejser, siger overlæge Bouet og suger kraftigt paa piben - joh! I den retning maa jeg ikke klage.
I 1930 var jeg saa heldig at komme paa en herlig fem maaneders tur som skibslæge med Ø. K.s "Selandia". Saa har jeg sammen med min kone - i bil - besøgt Italien og Spanien, et par uforglemmeligt dejlige ferieture. Endelig var jeg skibslæge med "Umanak", da den som hotelskib for 50 jounalister deltog i kongeparrets Grønlandsrejse i 1952.
Her fik vi et alvorligt førstehaandsindtryk af problemet Grønland - et problem, der siden har interesseret mig meget, især, naturligvis med hensyn til sundhedstilstanden deroppe, tuberkulosen -

- Hvad mener De forresten om lægekunsten i dag - saadan i almindelighed?
Overlæge Bouet, der er specialist i kirurgi, erklærer med et vist eftertryk:
- Som læge maa man være glad og stolt over de videnskabelige fremskridt, der paa mange omraader har givet os stadig bedre midler i hænde, hjulpet os til med nye medikamenter at helbrede sygdomme, som tidligere var næsten dødelige og, paa kirurgiens omraade, gjort det muligt for os at foretage operationer, som i dag redder mennesker, der tidligere ville være fortabt. M e n - for der er et stort m e n ved det altsammen - samtidig kan det for mig se ud, somom lægekunsten er i færd med at udarte. Alting kan drives for vidt. Og sandheden er jo at tendensen til stadig mere laboratoriearbejde, til udspecialisering, til fremstillingen af stadig mere komplicerede apparater, ting og medikamenter synes ved at gaa over gevind. Specialisering kan i visse tilfælde være udmærket, men "en automatisme i behandlingen af patienter er selvfølgelig af det onde. Det er efterhaanden blevet saadan, at mange læger interesserer sig mere for sygdom end for syge mennesker. Haand i haand med denne uheldige udvikling arbejder vor sociale lovgivning, som - det det vil De indrømme mig! - er helt skør, ja, direkte demoraliserende. Naar en tilskadekommen før i tiden søgte læge, spurgte han ængsteligt: "Hvornaar kan jeg arbejde igen?" I dag spørger han: "Hvor meget kan jeg faa i skadeserstatning?" Samtidig har udviklingen ført med sig, at lægen ofte er reduceret til at være stil-i-rend-dreng for rene smaatterier. Jeg glemmer ikke, da jeg som reservelæge paa Mors i huj og hej maatte forlade mit arbejde på hospitalet og fare afsted, fordi der var blevet ringet om en mand, der havde faaet pulsaaren skaaret over, og ingen af byens læger var hjemme. Jeg saa i aanden blodet staa i en straale ud af den tilskadekomne pulsaare, saa jeg forsynede mig med en gummislange og for afsted til den opgivne adresse. Her blev jeg modtaget af to madammer. I en sofa i stuen sad en lille vissen mand og hang med hovedet. "Hvor er patienten?" raabte jeg forpustet. "Det er ham!" sagde de og pegede paa sofa-fyren. Han havde et par udtørrede blodskorper paa det ene haandled. Jeg spurgte, hvordan de dog kunne finde paa at ulejlige med noget saa bagatelagtigt. Og saa kom det spidst fra de to madammer: "Vi betaler vor sygekas´!" - Ak ja. Vi betaler for sygekas´ - og ynkeligheden triumferer!

Min mand er god nok!

- Overlæge Bouet holder inde et øjeblik, stopper sindigt piben og siger med et grumt smil:
- De kan nok høre, at jeg ikke ligefrem er socialdemokrat! Og hvor k u n n e jeg altsaa have lyst til at tage bladet fra munden og give denne saakaldte "velfærdsstat" det glatte lag! Men, ærlig talt, kastede jeg mig for alvor ud i en kampagne, ville jeg - han peger med pibenspidsen i retning af hospitalet - ikke kunne passe min butik derovre, og det er nu d e n, jeg først og fremmest maa tage mig af!

- Undskyld - fruBouet! Hvordan er det i grunden at være gift med saa temperamentsfuld en mand - der tilmed er vendelbo?

Fru Bouet, der selv er vestjyde, siger smilende:
- Min mand er god nok! Men jeg maa indrømme, at jeg sommetider driller ham med, at han er vendelbo!
Overlæge Bouet eksploderer endnu engang:
- Ha! Det kan man virkelig ikke drille en mand med! Vendelboer er jo de bedste, der findes!
Han ser et øjeblik ud, som om han virkelig mener det. Saa ta´r han sig i det og tilføjer med et skævt smil:
- Selvfølgelig er det noget forfærdelig pjat! Fortræffelighed er der intet landomraade, ingen race eller klasse, der har patent paa. Slynger og gode folk, dem finder man alle vegne - ogsaa blandt vendelboer!
- Joh, medvirker fruen - men folk der nordensfjords er nere drilagtige end andre. De e l s k e r at drille. Jeg glemmer ikke, da jeg første gang oplevede min mand og hans brødre i samme stue. S o m de ærtede hinanden! Normale mennesker ville blive rasende, og det varede lidt, før jeg opdagede, at de jo nok n ø d det, at det var en form for sport!
Overlæge Bouet har rejst sig, rank, spænstig - og nu bredt smilende, Det er aabenbart ved tiden, han skal "over og se til sin butik".
- Efter dette lille opgør mellem en vestjyde og en vendelbo siger han, tillad mig at fastslaa følgende. Hvis et menneske bliver saa ringe, at ingen tør drille ham - saa er det mest synd for det menneske selv!
Han ser hastigt paa uret og udbryder:
- Hør pligten kalder! Kan vi betragte "seancen" som afsluttet?

» Vis alle     «Forrige «1 ... 195 196 197 198 199     » Lysbilledshow